Arbejdsmedicin
Aarhus Universitetshospital
Nørrebrogade 44, Bygn. 2c
8000 Aarhus C
Tlf: +45 7846 4290 (08.15-14.30)
Fax: 7846 4260
auharb@rm.dk

Arbejdsmedicin
Hospitalsenheden Vest
Gl. Landevej 61
7400 Herning
Tlf: +45 7843 3500 (8-15)
Fax: +45 7843 3518
arbejdsmedicin@vest.rm.dk

Ny viden: Sjakket afgør sikkerheden

Jo bedre sikkerhedsklima i et byggesjak, jo færre ulykker, viser ny forskning.

Antallet af ulykker på landets byggepladser er ikke blevet færre de sidste 30 år, og når man vil forebygge ulykkerne, er det almindeligt at se på organisationens sikkerhedsklima for at ændre uhensigtsmæssige strukturer og arbejdsgange.

Forskning fra Arbejdsmedicin Herning, Hospitalsenheden Vest antyder nu, at det vil være mere effektivt også at øge sikkerhedsklimaet i det enkelte byggepladssjak. 

Forskerne spurgte over 400 byggepladsarbejdere, hvordan de vurderede sikkerhedsklimaet i hhv. deres egen lille arbejdsgruppe (sjak) og på byggepladsen generelt. De blev også spurgt, hvor mange ulykker, de havde været udsat for på byggepladsen i løbet af de sidste 14 dage – og om de identificerede sig mest med kultur og værdier i deres sjak eller på deres byggeplads.

Svarene er klare: Byggepladsarbejderne identificerede sig mest med værdier og kultur i deres eget sjak. Det havde derfor også større vægt, hvordan deres gruppeformand (sjakbajs) håndterede sikkerhedsreglerne, end hvad byggepladsformanden sagde om sikkerhed.

Sjakbajsen sætter størst præg på sikkerheden
Byggepladsarbejdernes tætte identifikation med deres sjak gav sig udslag i ulykkesstatistikken, ifølge seniorforsker Lars Peter Sønderbo Andersen:

-Vores resultater viser, at sikkerhedsklimaet i sjakket mindsker risikoen for ulykker i højere grad end sikkerhedsklimaet på byggepladsniveau.

- For mig at se betyder det, at hvis sikkerheden yderligere skal forbedres på en byggeplads, vil det være gavnligt at involvere den enkelte sjakbajs og give ham ejerskab og indflydelse på sikkerhedsprocedurerne. Det vil have en positiv indflydelse på hele sjakket, slutter Lars Peter Sønderbo Andersen.

Kontakt
Projektleder Lars Peter Sønderbo Andersen, tlf. 7843 3500 eller mail: laande@rm.dk

Læs mere
Forskningsresultaterne er publiceret i Construction Management and Economics: Social identity, safety climate and self-reported accidents among construction workers

Om sjak
Et sjak er en mindre arbejdsgruppe, der løser opgaver for større byggepladser. Som regel er der tale om arbejdere, der flytter fra byggeplads til byggeplads, har arbejdet sammen i flere år og kender hinanden godt.

Om sikkerhedsklima
Betegnelse for, i hvor høj grad den enkelte arbejder oplever, der bliver arbejdet for et højt sikkerhedsniveau. Det kan måles på flere niveauer (f.eks. på sjakniveau og byggepladsniveau)

Om undersøgelsen
Forskerne fik spørgeskemasvar fra 478 byggepladsarbejdere ved 2 store sygehusbyggerier (i perioden 2014-2016). Arbejderne tilhørte 15 forskellige byggesjak og 15 forskellige firmaer. Arbejderne blev bl.a. spurgt om deres tilknytning til hhv. arbejdsgruppe, sjakbajs, formand og byggeplads – og om, hvorvidt de havde være udsat for ulykker de seneste 14 dage. Svarene blev brugt til at måle den enkeltes grad af identifikation med hhv. sjak og byggeplads og til at måle sikkerhedsklimaet for disse to. 

Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden og bygger videre på et kvalitativt studie med interviews af 13 byggesjak fra fem store byggepladser i Danmark.

 

 

Projektleder: Lars Peter Sønderbo Andersen

 

Mail: laande@rm.dk

 

Tlf. 7843 3500

This page load time was 0.043 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk