Arbejdsmedicin
Aarhus Universitetshospital
Nørrebrogade 44, Bygn. 2c
8000 Aarhus C
Tlf: +45 7846 4290 (08.15-14.30)
Fax: 7846 4260
auharb@rm.dk

Arbejdsmedicin
Hospitalsenheden Vest
Gl. Landevej 61
7400 Herning
Tlf: +45 7843 3500 (8-15)
Fax: +45 7843 3518
arbejdsmedicin@vest.rm.dk

Ledelse af stress

"Ledelse af stress - ressourcer og barrierer for håndtering af medarbejderes stress"
 
 
Baggrund
Stress er fortsat et stort arbejdsmiljømæssigt problem, og der er fortsat mange medarbejdere der oplever, at der ikke blev handlet i tide fra lederens side. Samtidigt er der ledere, der føler sig magtesløse og ikke ved, hvordan de bedst handler i forhold til medarbejdere med stress symptomer.
 
Generelt er der en tendens til, at ledere typisk benytter sig af det, man kalder den sekundære intervention, som er rettet mod at modificere medarbejdernes reaktioner i forhold til stressorerne (fx stresshåndteringstræning, mindfulness træning osv.) frem for at benytte den primære intervention som netop er at ændre på problematiske arbejdsmæssige forhold.
 
Det kalder på, at vi begynder at fokusere på de ressourcer og barrierer, der kan være for ledere i forhold til forebyggelse og håndtering af medarbejderes stress.
 
Forskningsmæssigt ved vi meget lidt om den konkrete ledelsesmæssige praksis i forbindelse med at forebygge et dårligt psykisk arbejdsmiljø og den konkrete ledelsesmæssige håndtering af medarbejderes stress både op til en evt. sygemelding, under sygemeldingen og efter en sygemelding. Derfor har vi ikke meget viden om, hvilke ressourcer og barrierer ledere oplever i den konkrete forebyggelses- og stresshåndteringspraksis.
 
Dette projekt ønsker at fokusere på både de kulturelle, arbejdsorganisatoriske og vidensmæssige ressourcer og barrierer, som ledere kan opleve. Der ønskes således at bevæge sig væk fra et normativt blik på lederen som en god eller dårlig leder, men se nærmere på, hvilke fremmende og hæmmende forhold lederen agerer under og dermed på de muligheder, lederen har for at handle.
 
Projektets formål
Det overordnede formål med projektet er at undersøge ressourcer og barrierer for lederes forebyggelse og håndtering af stress blandt medarbejdere og mere specifikt undersøge:
 
Hvilken tilgængelig viden og standarder for håndtering af medarbejderes stress findes der for ledere?
Hvordan forebygger og håndterer ledere stress blandt medarbejdere?
Hvilke ressourcer og barrierer er der for den ledelsesmæssige forebyggelse og håndtering af stress blandt medarbejdere?
Hvordan omsætter vi viden om disse ressourcer og barrierer til konkrete handleanvisninger til ledere?
 
Forskningsplan
Projektet gennemføres som et kvalitativt multicase-studie (19) og dataindsamlingen foregår via semistrukturerede interviews af en times varighed. Der udvælges en kommunal, regional og privat organisation i Danmark for dermed at kunne belyse eventuelle forskelle i oplevede barrierer for håndtering af stress mellem forskellige sektorer. 1 virksomhed, 1 hospital og 1 kommune vil blive udvalgt. 
 
Interviews:
Der udføres i alt 36 interviews fordelt på 6 ledere (Overordnet leder, Afdelingsledere, Souschefer) og 6 medarbejdere fra 1 virksomhed, 1 kommune og 1 hospital. 
 
De udvalgte medarbejdere repræsenterer både medarbejdere, der har været sygemeldt, samt medarbejdere, der har været tæt på en sygemelding, men som ved hjælp af en tidlig indsats har undgået det. Baggrunden for dette er både at få kendskab til de arbejdsmiljømæssige processer, der forhindrer sygemeldinger, samt hvilke behov medarbejdere har før, under og efter en sygemelding. 
 
På hver arbejdsplads matches ledere og medarbejdere, så ledere til de udvalgte medarbejdere interviewes med henblik på at få kendskab til de ressourcer, de havde at trække på i forhold til at undgå en sygemelding hos medarbejderne. Samt for at få indblik i de barrierer, ledere kan have oplevet i at undgå en sygemelding blandt medarbejderne.
Projektet gennemføres på Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning (AMK) af projektleder Tanja Kirkegaard (psykolog, ph.d.) i samarbejde med adjunkt Janne Skakon, KU.
 
Målet med projektet er at udvikle en konkret og praksisnær stresshåndteringspakke til ledere. I forbindelse med udvikling af denne inddrages repræsentanter (fra arbejdsmiljøafdelingen/HR, ledere og medarbejdere) fra de deltagende virksomheder, fra DI og CO-industri, samt fra Lederne i en følgegruppe.  
 
Projektet løber over 10 måneder fra marts 2016 – januar 2017.  

 

 

 

Projektleder, ph.d.: Tanja Kirkegaard

 

Tlf. 7843 3500

 

Mail: Tanja.Kirkegaard@vest.rm.dk

 

This page load time was 0.034 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk